Rabarbersuppe

Plukket fra haven

foto 2 kopi

foto 3

foto 4

foto 5Hjemme hos mine forældre har de en MASSE rabarber, så om sommeren laver vi altid en masse forskellige lækre desserter med disse.
Det er for første gang jeg selv har prøvet at lave (og smage) rabarbersuppe, og hold nu op hvor er det bare lækkert, derfor bliver jeg nødt til at dele denne opskrift! (opskriften er inspireret fra “madfragalleriet”).
Jeg lavede til 10 pers – man kan umuligt lave for meget, det skal nok blive spist op.

Ingredienser:
1300 g jordbærrabarber (eller alm. røde rabarber)
400 g sukker
14 dl vand
Kornene fra 2 vaniljestang + de tomme stænger
1 spsk maizena
12 spsk. vand
saft af 1/4 citron

Fremgangsmåde:
1: Rabarberne renses og skæres i grove stykker. Det er vigtigt at når roden skæres af, at man skærer så lidt af som muligt, da der sidder rigtig meget smag i den nederste stykke.
2: Kog rabarberstykkerne op under låg sammen vaniljekorn, den tomme vaniljestang, sukker og vand.
3: Sluk for blusset efter 10 min. og lad rabarberne trække i den varme lage i min. 2 timer.
4: Læg et rent klæde i en sigte. Lad rabarberne passere igennem sigten og ned i en skål. Pres/vrid evt. klædet, så al saften kommer ned igennem. Dette tog ca 30 minutter.
5: Udrør maizena med 5-6 spsk. vand.
6: Kog kort den klare saft op i en gryde. Tilsæt citronsaft og en anelse af maizenablandingen, mens den koger lidt videre. Pas på med maizenaen, da suppen kun skal tykne en anelse.
7: Suppen afkøles helt og sættes derefter på køl, indtil den skal serveres, den skal være helt kold når den serveres. Den kan holde sig 2-3 dage i køleskabet.
8: Server med en god vanilje is.

Skriv et svar