SISTERS CORNER

... the sweet part of life

 

Brownie med flødebolleskum

Denne instagram populære kage måtte vi også kaste os ud i, med inspiration fundet hos Frederikke Wærens. Det er en meget sød kage, så friske bær eller sorbet passer godt til. 

8-10 stykker

Brownie
75 g smør
170 g hakket mørk chokolade
150 g sukker
2 æg
1 tsk. vaniljesukker
20 ml espresso kaffe
1/4 tsk salt
40 g mel
100 g hakkede valnødder

1. Forvarm ovnen til 160 grader varmluft
2. Kom et stykke bagepapir i bunden af en lille bradepande (22×22) eller en springform str 22. Smør kanten med en smule smør. 
3. Smelt chokolade og smør over et vandbad og lad det køle lidt af.
4. Hak valnødderne groft og vend dem i 1 tsk af melet (så falder de ikke til bunds i kagen)
5. Rør først sukkeret i chokoladeblandingen og derefter æggene et af gangen – fortsæt indtil massen er ensartet. Tilsæt kaffen.
6. Bland vaniljesukker, mel og salt sammen, sigt og vend det i dejen. 
7. Vend de hakkede valnødder i og hæld dejen i formen
8. Bag kagen i 30 minutter og lad den køle helt af.

Flødebolleskum
125 g sukker
50 g glukosesirup
1/2 dl vand
70 gram æggehvider
Kornene af 1 vaniljestang/ 1 tsk vaniljepulver

1. Kog sukker, glukosesirup, vanilje og vand op i en lille gryde til 117 grader.
2. I mens sukkermassen koger, piskes æggehvider til let skum i en røremaskine. Tilsæt 1 spsk sukker og pisk til en let marengs. 
3. Når sukkermassen har nået 117 grader tages det af varmen. Hæld massen ned langs kanten af røreskålen til æggehviderne – under kraftig piskning. Pisk indtil stuetemperatur. Det tager 15-20 minutter
Fordel flødebolleskummet ud på kagen. Sæt den på køl imens du laver chokoladeovertræk.

Chokoladeovertræk
100 gram mørk chokolade
20 gram smør
4 spsk kokosolie 

Smelt chokolade og smør i en gryde og tilsæt kokosolien – rør det godt rundt, til det bliver glat og blankt. Hæld chokoladen ud over den kolde kage med flødebolleskum og sæt den på køl indtil chokoladen er størknet.