SISTERS CORNER

... the sweet part of life

 

Mazarinkage med citronmousse og italiensk marengs

Skøn kage, hvor den søde mazarin og marengs får modspil af de syrlige citronmousse. 
Kagen er samlet med opskrifter fra hhv. Maja Vase, Pilens Køkken og Brdr. Price. 

8-10 personer

Citronkage
Du skal bruge:
100 g marcipan (revet)
100 g sukker
100 g blødt smør
Skal af 1 1/2 citron + saften heraf
2 æg
50 g hvedemel
Sådan gør du: 
1: Pisk den revet marcipan med sukker, smør og citronskal.
2: Pisk æggene i ét ad gangen. Vend til sidst hvedemel i. Kom dejen i en springform str 18/20 cm med bagepapir i bunden, og bag kagen i ca 25 minutter ved 175 grader til den er gylden. Lad den køle helt af.

Citronmousse
Du skal bruge:
2,5 blade husblas
saft af 2,5 citroner
skal af 1 citroner
80 g sukker
1,5 æggeblommer
2,5 dl piskefløde

Sådan gør du:
1. Udblød husblassen i koldt vand.
2. Varm sukker, citronsaft og citronskal i en gryde indtil sukkeret smelter. Lad det køle lidt af.
3. Hæld æggeblommerne i en skål, og tilsæt den let afkølede citronsaft imens der røres rundt. Hæld det hele tilbage i gryden hvor det varmes op ved medium varme indtil det tykner. Det skal have konsistens som en tyk sovs. Massen må ikke koge. 
4. Tag gryden af varmen. Vrid husblas fri for vand og opløs i den varme citroncreme. Lad det igen køle en smule.
5. Pisk fløden til let skum. Start med at tage et par skefulde flødeskum og vend forsigtigt i den let kølede citroncreme. Hæld nu lidt efter lidt citroncremen i skålen med flødeskum og vend det hele forsigtigt indtil massen bliver ensartet.

Marengs
Du skal bruge:
125 g æggehvide
200 g sukker
1 dl vand

Sådan gør du:
1. Kog sukker og vand i en lille gryde til en klar og let tyktflydende sirup (ca. 110 grader) 
2. I mens sukkerlagen koger, piskes æggehviderne til stiv skum. Når sukkerlagen er klar hældes den i en tynd stråle ned til de luftige æggehvider i mens der piskes kraftigt. Skal piskes i 10 minutter. Kommes i en sprøjtepose med stjernetyl.

Samling af kagen
Frigør den helt afkølede kage fra formen og kom kageplast omkring den.
Hæld citronmoussen på kagen og lad den stå på køl i mindst 6 timer
Sprøjt marengs på kagen og brænd det med en gasbrænder lige inden servering.