SISTERS CORNER

... the sweet part of life

 

Sesamtærte med karamelliseret chokolade

Endnu en opskrift fra vores yndlings blad – Magasinet Lækkerier! Tærten består af en mørdej, frangipane og en karamelliseret hvid chokolade.

8 personer / tærteform med løs bund str 20-22

Mørdej
25 g sesamfrø 
150 g hvedemel
50 g flormelis
75 g blødt smør
1/2 æg, str. M/L

1. Rist sesamfrøene i 3-4 minutter ved 200 grader almindelig varme. Afkøl. Blend til mel og sæt halvdelen til side (skal bruges til frangipanen)
2. Sigt mel og flormelis i en stor skål og smuldre smørret heri mellem hænderne til det ligner revet ost. Tilsæt en ene del af sesammelet. Ælt ægget ned i dejen. Stop med at ælte, når dejen er glat og hænger sammen. Læg dejen i en pose og på køl i 30 min. Herefter rulles dejen ud og placeres i tærteformen. 
3. Bag tærten i 10 minutter ved 175 grader almindelig varme 

Sesamfrangipane
1/2 portion sesammel 
25 g mandelmel 
50 g sukker
50 g blødt smør
1 æg
Lidt salt

Pisk alle ingredienserne sammen og hæld det på den varme tærtebund. 
Bag tærten færdig i 10-15 minutter ved 175 grader almindelig ovn. 

Karameliseret hvid chokoladeganache
140 g hvid chokolade
80 ml piskefløde
10 g glukosesirup

1. Hak chokoladen groft, og fordel den på en bageplade med bagepapir.
2. Bag chokoladen i 30-40 minutter ved 120 grader, til den er gylden som karamel. Rør grundigt rundt i chokoladen hver 10. minut. På et tidspunkt bliver chokoladen grynet, det er meningen. Den smelter igen. 
3. Kom den karamelliserede chokolade i en skål. Bring fløde og glukosesirup til kogepunktet i en lille gryde, og hæld det over chokoladen, mens du rører i midten af skålen med en dejskraber. Fortsæt med at røre, til ganachen samler sig og får en smuk, blank overflade.
4. Stavblend massen og fyld tærtebunden op med ganache.

Pynt tærten med fx flagesalt eller snirkler af hvid chokolade.
Tærten sættes på køl i mindst 1 time.